Valg af ungdomsuddannelse er måske dit barns hidtil største valg. Det kræver mod og selvindsigt at finde den rette uddannelsesvej. Og det kræver en hjælpende hånd fra dig. Støt dit barn i uddannelsesvalget og hjælp med at sætte ord på hans eller hendes drømme og bekymringer for fremtiden.
Fortæl din historie
For mange unge er arbejdslivet og de mange jobmuligheder en ukonkret og fremmed verden. Fortæl dit barn om din egen karrierevej og de overvejelser og dilemmaer, du har stået overfor. Lad din søn eller datter vide, at det er normalt at have tvivl, men at han eller hun ikke står alene på vejen til valg af uddannelse. Lad også familie og venner fortælle om deres karrierevej og jobsituation for at give et indblik i alternative karriereveje og arbejdsmarkedet i det hele taget.
Sammenlign informationer om erhvervsuddannelser
Med Uddannelseszoom kan du sammenligne informationer om erhvervsuddannelser og videregående uddannelser på tværs af forskellige parametre.
Datagrundlaget i Uddannelseszoom er registerbaserede data fra Danmarks Statistik og data indsamlet af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Få mere viden – snak med eksperterne
Ring, chat eller mail med en vejleder fra eVejledning. De kan svare på spørgsmål om stort set alle uddannelser og give dit barn redskaber til at håndtere det svære uddannelsesvalg. UddannelsesGuiden har også en forældreside, hvor du kan finde mere information om, hvordan du som forældre kan støtte op omkring uddannelsesvalget. Læs mere her.
Eller tag fat i Ungdommens Uddannelsesvejledning, der også står klar til at vejlede unge under 25 år om valg af uddannelse og erhverv. Find det nærmeste UU-center her.
Test og reflektér sammen
En uddannelsestest kan være et godt værktøj til at finde det rette match mellem dit barns interesser og mulige uddannelser. Tag UddannelsesGuidens test sammen med dit barn og drøft spørgsmålene undervejs. Husk at du højest sandsynlig er den, der kender din søn eller datter allerbedst, og kan komme med værdifulde input, som han eller hun måske slet ikke har overvejet. Når testen er færdig, kan I sammen reflektere over de foreslåede uddannelser og finde ud af, hvad næste skridt er. Du kan sagtens komme med gode råd uden at overtage selve valget.
Dit barns fremtid
Rådene er udviklet af kampagnen Dit barns Fremtid i samarbejde med Foreningen Skole og Forældre. Læs mere på ditbarnsfremtid.dk